lørdag den 10. september 2011

LA og San Diego

Kære alle.

Efter en helt igennem fantastisk tur er jeg nu tilbage i San Diego og er flyttet ind, der hvor jeg skal bo de næste måneder.

Rikke tog af sted her til morgen, og det er helt underligt, at den tur, som vi har planlagt siden marts nu er slut – men der er kun gode minder at kigge tilbage på.

Sidst jeg skrev var vi i Santa Monica, LA så jeg starter der igen. Et af de ”must see” der er i LA er Hollywood, og der tog vi ud vores hele dag i byen. LA er en kæmpe by, der snarer er en helt masse stadig store byer, der ligger tæt sammen end én samlet by. Vi havde den fordel, at vi havde bil, og Rikke var klar på at begive sig ud på de mange sporede motorveje, og det gik rigtig godt. En god GPS betyder virkelig alt. Jeg er ikke rigtig klar over, hvor meget der egentlig er at se i Hollywood andet end Hollywood Boulevard og det kendte Hollywood-skilt. Som sagt er det noget man skal se, når man er i LA, men mere er det helle ikke. Vi gik sammen med alle de andre turister op og ned af Hollywood Boulevard med nedvendte hoveder for at kigge på stjernerne på fortovet med de kendte skuespillere, sangere osv. Hvis man tror, det er et fint sted (det gjorde jeg nok), så tager man fejl. Butikkerne langs hovedgaden er stort set kun souvenirbutikker med kopier af Oscar-statuer, hvor der står ”the best mom”, ”the best boyfriend” osv. Derefter fandt vi et sted, hvor det var muligt at se de 15 meter høje bogstaver ved Hollywood skiltet. Med synet af disse to ting skulle vi overveje, hvad resten af tiden i Hollywood skulle bruges til, og valget stod imellem at tage på en guidet tur rundt i kvarteret og se, hvor de kendte bor. Rikke havde været på turen før, og mange af husene er gemt bag høje hegn, så vi besluttede at tage en tur på Madame Tussauds. Det var faktisk ret sjovt, fordi mange af voksfigurerne lignede rigtig godt og flere steder var der rekvisitter, så man kunne poserer sammen med skuespillerne (billederne viser nok, at vi havde det ret sjovt!)
Efter Hollywood kørte vi mod Rodeo Drive, der er kendt for sine mange dyre butikker – Chanel afløses af Gucci, der afløses af Giorgio Armani osv. Vi så dog få mennesker, der så ud som om de købte noget der og flest turister som os, der ville kigger på de rige mennesker og måske få et glimt af en kendt (dog uden held).
Vores eftermiddag og aften brugte vi på første at få ordnet negle tæt ved stranden for derefter at nyde ost og vin med udsigt til solnedgang.

Generelt synes jeg LA er fin, men det er bare så stort! Det er rart at være ved stranden i Santa Monica, men Hollywood er lidt uden sjæl, og det er bare lidt vildt, at man skal flette ind på 6 forskellige motorvejsstrækninger for at komme fra en bydel til en anden.

LA var vores sidste stop inden San Diego, der i princippet ikke er mere end et par timers kørsel fra hinanden. Vi havde dog besluttet, at vi ville på hvalsafari for at se blåhvaler. Statistikken for den båd vi var med viste, at de ofte så mellem 5 og 10 blåhvaler og måske nok 200 delfiner MEN Rikke og jeg må nok erkende, at når det handler om at se dyr, så er vi bare ikke heldige! Vi så heldigvis et par blåhvaler, men det var eftersigende en meget anderledes tur end, hvordan den plejer at være. For når de spotter en blåhval, så er den under vand i max 12 minutter og kommer derefter op 5-10 gange for at trække vejret, men den vi så var en unge, og den kom kun op et par gange. Det var dog nok til at vi kunne fornemme, hvor stort et dyr det er – det er helt vildt!. En voksen blåhval har et hjerte på størrelse med en elefant!!!
Jeg er nu glad for, at vi kom af sted på sejlturen, for selvom vi ikke så så mange dyr, så var der helt klart vejr, og vi fik nydt solen.
Herefter kørte vi til San Diego til vores motel, der lå ikke så langt fra der, hvor jeg er nu. Vi havde to hele dage, hvor vi besluttede at bruge den ene på stranden. Det var virkelig rart bare at ligge der og slappe af hele dagen (hvilket også medførte endnu en solskoldning til os begge). Da vi var på vej hjem, ved eftermiddagstid fik vi at vide, at der var strømafbrydelse, og ingen viste, hvor lang tid det ville vare. Det endte med at vi brugte vores aften i et HELT mørkt hotelværelse og gik i seng kl halv ti, fordi der ikke var noget at lave. Strømmen kom heldigvis igen i løbet af natten, men det viste sig, at det havde påvirket store dele af Sydcalifornien samt dele af det nordlige Mexico og Arizona – i alt ca 1,4 mio mennesker. De sidste par dage har der været nogle eftervirkninger, hvor nogle lyssignaler stadig ikke virker og butikker har lukket, fordi de ikke har grøntsager, kød og mælkeprodukter, fordi det havde ligget ca. 12 timer uden køl.

I går fredag var der mange ting på programmet, for det var vores sidste dag sammen, bilen skulle afleveres, jeg skulle hente mine nøgler til mit nye sted, og vi ville ud og se campusområdet ved UCSD. Sidstnævnte startede vi med. Det var rigtig rart at komme derud, og det blev lige lidt mere virkeligt. Det virker som et godt sted. Mest imponeret blev jeg i deres book store, med de flere hundrede slags trøjer, bukser, sportstøj, krus, ventetøj og jeg ved ikke hvad, med UCSD’s logo på eller maskotten Triton. Efter at have været der er jeg ikke ”skræmt” af, at det er der, jeg skal læse, og nu glæder jeg mig bare til at komme i gang.
Efter UCSD kørte vi hen for at hente mine nøgler, men jeg beskriver lige stedet senere. Derefter tog vi ned for at aflevere vores dejlige bil! Den har virkelig været god ved os, og det var helt vemodigt at tage afsked! Vi har i alt kørt ca 3860 km, men det er gået så godt!

Aftenen brugte Rikke og jeg på at hygge os inden hun tog af sted her til morgen. Det har virkelig været en fantastisk tur, og vi har sådan nydt at rejse sammen. Det var underligt at aflevere bilen, for på den ene side, så virkede det som en evighed siden vi havde hentet den, for der er bare sket så meget siden, men på den anden side, så er det gået utrolig hurtigt – men ganske enkelt en helt igennem fantastisk og smuk tur! Jeg har nogle forældre, der virkelig godt kan glæde sig ☺

Men nu er jeg så her i min lejlighed i Pacific Beach, og det virker rigtig godt. Vi er fire piger, der bor sammen. Der er to værelser med to senge og et badeværelse og så en fælles stue/køkken og en ret stor terrasse. På værelset har jeg mit eget (store) skab samt et lille skrivebord, så det er helt perfekt. På væggen er der kommet billeder op af familie, venner og kæreste, og det er så dejligt at se på.
Hende som jeg skal dele værelse med er ikke kommet endnu, men i det andet bor der to tyske piger, som læser på det andet universitet i SD. De er på min alder og virker bare rigtig søde og imødekommende, så det er utrolig dejligt. Lejligheden ligger i et ret stort boligkompleks. Her bor alle mulige forskellige mennesker, så det er slet ikke kun udvekslingsstuderende. Det er også et sted, hvor ”almindelige” mennesker kan leje sig ind. Fællesfaciliteter er et stort poolområde, tennis- og basketballbaner. Jeg gik i dag rundt i området, og det tager max 10 min at komme ned til Mission Bay, der er en stor bugt med lækker strand. Vandet her skulle være lidt varmere end Stillehavet og uden hajer! Stranden ud mod havet har eftersigende været lukket et par gange i den seneste tid, fordi man har set en hvid haj – måske jeg mest kommer til at bade i poolen!

Jeg skal starte på uni på torsdag, så det er meget rart lige at have tid til at falde lidt til ro her. I morgen skal jeg mødes med en Kristoffer kender fra Thy. Han læser også statskundskab og skal læse samme sted som mig. Det er meget rart at have en her, som man bare kender lidt. Mandag skal jeg mødes med Bill og Judith som er nogle af min moster og onkels venner. Vi skal spise frokost sammen, så det glæder jeg mig til.
Jeg synes virkelig det er rart lige at have nogle dage, hvor jeg kan falde til her, og jeg kan mærke, det nok skal blive rigtig godt (jeg synes allerede det er det!)
Nu hvor Rikke og jeg ikke rejser rundt i vores bil mere holder det op med at være en rejseblog, og bliver i stedet en udvekslingsblog – og jeg glæder mig stadig til at fortælle mere, og om hvordan ”første skoledag” har været.
Jeg håber, I har det dejligt i Danmark, og der ikke er alt for meget efterår. Jeg vil forsøge at sende nogle varmegrader til jer!

De kærligste hilsner

Sofie

PS. Billeder fra mit nye sted her i SD kommer senere (men snart!)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar