 |
| San Francisco, Highway 1 og LA |
mandag den 5. september 2011
San Francisco, Highway 1 og LA
Kære alle.
Vi er i dag ankommet til ”The City of Angels”, og jeg synes, der er sket så meget siden jeg skrev sidst.
Jeg starter, hvor jeg slap sidst – i San Francisco. Her blev min fødselsdag fejret med en smuk tur ud på Golden Gate Bridge. SF er ofte præget af meget tåge, men vi kunne se, at vejrudsigten for fredag d. 2 september så god ud, og virkede derfor som en perfekt dag til en tur ud på den smukke røde bro. Den nemmeste måde at komme derud på, er ved at leje en cykel, og når man er to, hvad er så mere oplagt end at leje en tandem!? Ingen af os to havde prøvet at køre på tandem før, men efter lidt begyndervanskeligheder gik det som smurt.
Som I nok også vil kunne se på billederne, så startede vi turen med klart vejr, og det var tydeligt at se broen, men jo længere vi kom hen ad broen jo flere skyer kom der ind fra Stillehavet (Golden Gate Bridge forbinder fastlandet med Stillehavet på den vestlige side og San Francisco bugten på den anden). Det var ret sjovt at opleve, at midt ude på broen var der helt tåget, vådt og blæsende, men da vi kom om på den anden side og fandt en lækker frokostrestaurant i Sausalito, var der lige så godt vejr, som det vi kom fra i San Francisco.
Sausalito er en lille turistby, der er meget præget af, at folk kommer med deres cykler fra San Francisco – så skal de have lidt frokost og købe nogle souvenirs, og er derefter parat til at tage tilbage til storbyen igen. På færgen var det igen sjovt at se, hvordan tågen væltede ind over landet omkring broen. Sejlturen startede i det skønneste solvejr, var blæsende og vådt midtvejs og sluttede med skøn sol i San Francisco igen.
Vores eftermiddagsprojekt var at komme til den mere alternative bydel ”Haight Ashbury”. Denne del er fri for nogle af de mange kædebutikker, man ellers finder, og der er en helt anden meget mere rolig og tilbagelænet stemning end i resten af den ellers meget afslappede San Francisco. Bydelen er ellers kendt for nogle fantastisk smukke gamle huse, som I også vil kunne se på billederne.
Fødselsdagsmåltidet havde vi bestemt skulle være italiensk, så vi fandt den italienske bydel, hvor vi tyede til et af Lonely Planets forslag, hvilket viste sig at være en rigtig god idé, for stemningen var rigtig hyggelig, maden fremragende og lækker vin. Rikke havde hele dagen gået og fortalt folk vi mødte i butikker, at jeg havde fødselsdag, og endelig faldt der noget af! Vi havde fra start besluttet, at vi ville have tiramisu til dessert, men da den blev serveret kom den ind med et lille lys i (og så var den endda på husets regning!)
Efter et skønt ophold i San Francisco skulle vi bevæge os de 800 km ned langs Highway 1 til Los Angeles. Dette skete med to stop – et ved Pigeon Point Lighthouse ca 80 km syd for SF og et ved Santa Barbara.
Pigeon Point er et fyrtårn, hvor der ved siden af, er bygget et hostel. Selvom vi havde forladt San Francisco, havde vi ikke forladt tågen, så det var lidt koldt, men de smukke og dramatiske klipper, kunne vi sagtens se. Rikke har kørt turen før, og hun vidste, det kunne være muligt at se søelefanter et sted i nærheden, så vi kørte til Ano Nuevo. Efter en god halv times gåtur kom vi ud til en naturvejleder, der lidt bedrøvet kunne fortælle os, at han aldrig havde oplevet så få søelefanter! Hvor der plejer at være flere hundrede, var der kun 3 i dag! Det var lidt ærgerligt, så vi så kun ryggen af én af dem. Naturvejlederne der ude, var dog meget entusiastiske, og ville utrolig gerne fortælle en masse om, hvad der ellers var at se i området, så vi fik kigget på sæler, søløver og en enkelt havodder.
Tilbage på vores hostel, var det skønt bare lige at have en eftermiddag og aften, hvor vi ikke skulle noget, men hvor man bare kunne nyde roen og læse en bog. Dertil havde vi bestilt en tid ved vores hostels hot tub – så det nød vi en god halv time med udkig ud over Stillehavet (dog i mørke!).
Søndag stod på turen ned langs Highway 1 til Santa Barbara. Det startede i tåge, men som vi kom mere sydpå, og det blev senere på dagen, så klarede det op. Det er virkelig en flot tur, hvor man langt de fleste km kører på en hylde med kysten på den ene side og bjerge på den anden. Her bliver jeg igen nødt til at ty til billederne, for det er rigtig svært at beskrive, hvordan landskabet ser ud – men flot er det.
Ved aftenstid nåede vi Santa Barbara – her kunne man virkelig mærke havne- og strandpromenadestemningen med mange turister, mange løbere langs stranden og en hel masse surfere. I dag mandag er det Labour Day, hvilket betyder, at langt de fleste har haft en forlænget weekend. Det kunne man mærke søndag aften i Santa Barbara og i dag mandag her i LA.
Efter et lille stop i Santa Barbara kørte vi længere sydpå til LA – mere præcist bor vi i Santa Monica. Turen til Santa Monica går igennem Malibu, der er en ret mondæn bydel, men MANGE STORE huse ned til kysten. Turen ind til LA gik langt nemmere end jeg havde turdet håbe, for vi slap stort set for motorvej og kunne køre ad Highway 1 ind hele vejen – meget smertefrit!
Vores hotel ligger en gade fra stranden og Santa Monica Pier, der er lidt af et cirkus, men vi har et skønt stort værelse med eget bad og eget køkken!
Efter at vi lige havde gået lidt rundt i området, fandt vi hurtigt ud af, at vi godt kunne bruge lidt sol og slappen af på stranden. Det er en meget bred strand, men jeg bryder mig ikke så meget om at bade der, for bølgerne er ret høje og voldsomme – mange surfere udnytter det også. Både Rikke og jeg var så ivrige efter at få godt med sol, så vi glemte solcremen, og ligger her til aften begge to med en god rød kulør, der forhåbentlig køler lidt ned snart og bliver brun!!
I morgen skal vi til Hollywood, men ellers er planerne for resten af opholdet i LA ikke helt fastlagt. Onsdag tager vi tilbage til San Diego! Det er utroligt, at vi allerede er nået dertil. Søndag tager Rikke hjem MEN der er heldigvis næsten en uge til endnu!
Næste gang jeg skriver bliver formentlig fra San Diego, og jeg glæder mig til at fortælle om resten af LA og mere om, hvordan San Diego er. Det hotel Rikke og jeg skal bo på, ligger ret tæt på der, hvor jeg selv skal bo, så det bliver godt at komme til at lære det område at kende.
Jeg håber stadig, I alle har det rigtig godt derhjemme!
De kærligste hilsner fra en noget solbrændt
Sofie
torsdag den 1. september 2011
Yosemite og San Francisco
Kære alle.
Så har jeg igen fået samlet en helt masse oplevelser, som jeg gerne vil dele med jer.
Efter vores stop i Lee Vining kørte vi søndag mod Yosemite National Park. Størrelsen på parken kom bag på både Rikke og jeg, for man skal køre en hel del for at komme rundt omkring, men vi har efterhånden fået kørt en hel del km, så det gør ingenting.
Efter at have været i nogle meget varme områder var det skønt at komme til Yosemite, der ligger noget højere. Her er bare så frodigt. Sneen forsvandt sent i år (først i juni), så der er stadig masser af vand i floderne og vandfaldene, hvilket man ellers ikke kan regne med her sidst i August.
I Yosemite har vi haft to overnatninger på Evergreen Lodge, der ligger lige lidt uden for selve parken. Vi valgte den autentiske løsning ved at bo i telt, men det har bare været så hyggeligt. Jeg må indrømme, at jeg flere gange skulle overbevise mig selv om, at de lyde, der var om natten, ikke var en bjørn, men bare en i et af de andre telte, der snorkede! Frygten er reel nok, for al vores mad og toiletsager har været pakket ind i et bjørnesikret skab, for at de sorte bjørne ikke går løs på telte eller biler, fordi de kan lugte mad. Hvert år ødelægger bjørnene for flere tusinde dollars! Selvom vi hele tiden har gået på stier og i områder med folk i nærheden er det en helt speciel følelse at gå i skoven, for ”hvad nu hvis man ser en bjørn!”. Det er dog ikke sket, hvilket nok er meget rart!
Den første dag i parken brugte vi på at køre lidt rundt og se dalen – det er et noget mere befolket sted, men det er også her man finder mange af de ting, som Yosemite er kendt for. Bl.a. El Capitan som er en lodret klippevæg, der tiltrækker mange klatrer fra hele verden. Vi så dog ingen forsøge sig på at kravle op. Fra dalen kan man også se Nordamerikas længste vandfald ”Yosemite Falls” samt det mindre ”Bridalvail Fall” – de var virkelig smukke!
En af de andre attraktioner i parken er Redwood træerne Seqoias. Det er nogle KÆMPE træer, som er ca. 2 tusind år gamle! De er meget robuste og kan ikke brænde. Man føler sig noget lille, når man står ved siden af sådan et træ.
Efter at have oplevet parken kørte vi mod vores telt – her havde jeg på forhånd bestilt øl og snacks, som stod klar til os, da vi kom. Det var bare skønt at sidde i et skønt klima efter en lang dag med en californisk Indian Pale Ale.
Vores hele dag i Yosemite var mandag, hvor vi ville ud at vandre, så vi kørte ned i dalen for at finde en sti – den såkaldte ”Mist trail”. Den skulle lede os op til to vandfald. Længdemæssigt var den ikke særlig lang, kun godt 5 km, men hvilke 5! Det gik ret stejlt op først forbi ”Vernal Fall”, der stod smukt med regnbuer omkring sig og dernæst til ”Nevada Fall”. Stiens navn ”mist trail” fik vi også at mærke omkring vandfaldene, men det var rigtig dejligt at blive kølet lidt ned, for turen gav sved på panden – men det var det hele værd – jeg håber, I kan se det på billederne.
Efter at have fået meget trætte ben vendte vi bilen hjem mod vores telt, hvor aftenen stod på ægte amerikansk BBQ i anledning af Evergreen Lodge’s 90 års fødselsdag. Det var rigtig hyggeligt at opleve – med musik, spare ribs, majs, corn bread, macaroni and cheese, burgers og smores (skumfiduser over bål med kiks og chokolade). Det var den perfekte måde at slutte en dejlig tur i Yosemite på.
Der er så mange ting, som jeg synes er svært at beskrive, men vi oplever så meget hele tiden, så nogen gange kan det næsten være helt svært at få det hele til at trænge ind. Noget af det jeg synes er mest vildt er, hvor stort og forskelligt det hele kan være – vi kører så mange km og oplever så meget hele tiden, men intet er ens. Det er bare virkelig skønt!
Nogle gange synes jeg det er lidt vildt og skræmmende, at når denne tur er færdig, så skal jeg ikke hjem til trygge Danmark og trygge rammer. I stedet skal jeg studere her i San Diego. I rolige stunder er det lidt hårdt at tænke på, men jeg ved, det nok skal blive rigtig godt og lige nu nyder jeg bare denne dejlige tur sammen med Rikke.
Vi er lige nu i færd med vores længste ophold på ét sted på denne tur – det er i den skønne San Francisco. Jeg var lidt spændt på, hvordan det ville være at køre ind i byen, men det gik heldigvis forholdsvist gnidningsfrit, så nu kan jeg skrive det at tage en tresporet frakørsel, køre på en tæt trafikeret 5-sporet motorvej, køre på en bro i to etager samt køre rundt i San Franciscos stejle gader på mit køre-cv!
Hotellet vi bor på ligge ret centralt (lige i nærheden af Union Square) og den har en hyggelig vinbar, som Rikke og jeg har frekventeret et par gange – senest i går aftes (onsdag), hvor vi skulle udforske de californiske vine. Det kan anbefales.
Jeg havde en del forventninger til San Francisco, fordi jeg havde hørt så utrolig meget godt om byen, og efter at have været her i nogle dage synes jeg bestemt sagtens, den kan leve op til sit ry. De meget stejle gader er så charmerende og det kilder noget i maven, når man kører ned af dem i de gamle cable cars. SF er en meget multikulturel by, hvor der er plads til alle, og det gør også, at det slet ikke er kedeligt at gå op og ned af gaderne eller blot sidde og kigge ud af vinduet fra en Starbucks – vi ser alle slags typer.
Udover at have fået shoppet en del har vi i dag torsdag været ude på Alcatraz – et fængsel på en ø midt ude i San Francisco bugten. Det blev lukket i 1963, fordi det var for svært at vedligeholde, men det havde ry for at være der, hvor man blev sendt hen, hvis man var for voldsom til de andre fængsler – ”if you break the rules you go to prison – if you break the prison rules you go to Alcatraz”. Besøget på Alcatraz er særligt spændende i kraft af den guidede audio tour man får, som leder en rundt igennem hele fængslet, bl.a. isolationscellerne. Det er tidligere fangevogtere eller indsatte, der har indtalt touren. Man fik virkelig fornemmelsen af, at det slet ikke var rart at være fange på ”The Rock”.
I morgen fredag (min fødselsdag ☺ ) er vores sidste hele dag i SF, og her har vi planer om at skulle leje en tandem og cykle ud på Golden Gate Bridge. Det skulle blive ganske klart vejr og ca. 20 grader. Apropos vejret har det været noget af en omvæltning at komme til SF, for her er faktisk ret koldt om aftenen. I sommermånederne er der en hel del tåge i morgen og aftentimerne, så man føler sig helt hensat til det danske efterårsvejr. Heldigvis lover vejrudsigten 30 grader i LA!!
Næste projekt er at køre ned Highway 1 fra på lørdag – det bliver også utrolig spændende og skulle være meget smukt (Rikke har også været her før og glæder sig meget).
Jeg håber, I alle har det skønt hjemme i Danmark – jeg tænker meget på jer!
De kærligste hilsner
Sofie
Så har jeg igen fået samlet en helt masse oplevelser, som jeg gerne vil dele med jer.
Efter vores stop i Lee Vining kørte vi søndag mod Yosemite National Park. Størrelsen på parken kom bag på både Rikke og jeg, for man skal køre en hel del for at komme rundt omkring, men vi har efterhånden fået kørt en hel del km, så det gør ingenting.
Efter at have været i nogle meget varme områder var det skønt at komme til Yosemite, der ligger noget højere. Her er bare så frodigt. Sneen forsvandt sent i år (først i juni), så der er stadig masser af vand i floderne og vandfaldene, hvilket man ellers ikke kan regne med her sidst i August.
I Yosemite har vi haft to overnatninger på Evergreen Lodge, der ligger lige lidt uden for selve parken. Vi valgte den autentiske løsning ved at bo i telt, men det har bare været så hyggeligt. Jeg må indrømme, at jeg flere gange skulle overbevise mig selv om, at de lyde, der var om natten, ikke var en bjørn, men bare en i et af de andre telte, der snorkede! Frygten er reel nok, for al vores mad og toiletsager har været pakket ind i et bjørnesikret skab, for at de sorte bjørne ikke går løs på telte eller biler, fordi de kan lugte mad. Hvert år ødelægger bjørnene for flere tusinde dollars! Selvom vi hele tiden har gået på stier og i områder med folk i nærheden er det en helt speciel følelse at gå i skoven, for ”hvad nu hvis man ser en bjørn!”. Det er dog ikke sket, hvilket nok er meget rart!
Den første dag i parken brugte vi på at køre lidt rundt og se dalen – det er et noget mere befolket sted, men det er også her man finder mange af de ting, som Yosemite er kendt for. Bl.a. El Capitan som er en lodret klippevæg, der tiltrækker mange klatrer fra hele verden. Vi så dog ingen forsøge sig på at kravle op. Fra dalen kan man også se Nordamerikas længste vandfald ”Yosemite Falls” samt det mindre ”Bridalvail Fall” – de var virkelig smukke!
En af de andre attraktioner i parken er Redwood træerne Seqoias. Det er nogle KÆMPE træer, som er ca. 2 tusind år gamle! De er meget robuste og kan ikke brænde. Man føler sig noget lille, når man står ved siden af sådan et træ.
Efter at have oplevet parken kørte vi mod vores telt – her havde jeg på forhånd bestilt øl og snacks, som stod klar til os, da vi kom. Det var bare skønt at sidde i et skønt klima efter en lang dag med en californisk Indian Pale Ale.
Vores hele dag i Yosemite var mandag, hvor vi ville ud at vandre, så vi kørte ned i dalen for at finde en sti – den såkaldte ”Mist trail”. Den skulle lede os op til to vandfald. Længdemæssigt var den ikke særlig lang, kun godt 5 km, men hvilke 5! Det gik ret stejlt op først forbi ”Vernal Fall”, der stod smukt med regnbuer omkring sig og dernæst til ”Nevada Fall”. Stiens navn ”mist trail” fik vi også at mærke omkring vandfaldene, men det var rigtig dejligt at blive kølet lidt ned, for turen gav sved på panden – men det var det hele værd – jeg håber, I kan se det på billederne.
Efter at have fået meget trætte ben vendte vi bilen hjem mod vores telt, hvor aftenen stod på ægte amerikansk BBQ i anledning af Evergreen Lodge’s 90 års fødselsdag. Det var rigtig hyggeligt at opleve – med musik, spare ribs, majs, corn bread, macaroni and cheese, burgers og smores (skumfiduser over bål med kiks og chokolade). Det var den perfekte måde at slutte en dejlig tur i Yosemite på.
Der er så mange ting, som jeg synes er svært at beskrive, men vi oplever så meget hele tiden, så nogen gange kan det næsten være helt svært at få det hele til at trænge ind. Noget af det jeg synes er mest vildt er, hvor stort og forskelligt det hele kan være – vi kører så mange km og oplever så meget hele tiden, men intet er ens. Det er bare virkelig skønt!
Nogle gange synes jeg det er lidt vildt og skræmmende, at når denne tur er færdig, så skal jeg ikke hjem til trygge Danmark og trygge rammer. I stedet skal jeg studere her i San Diego. I rolige stunder er det lidt hårdt at tænke på, men jeg ved, det nok skal blive rigtig godt og lige nu nyder jeg bare denne dejlige tur sammen med Rikke.
Vi er lige nu i færd med vores længste ophold på ét sted på denne tur – det er i den skønne San Francisco. Jeg var lidt spændt på, hvordan det ville være at køre ind i byen, men det gik heldigvis forholdsvist gnidningsfrit, så nu kan jeg skrive det at tage en tresporet frakørsel, køre på en tæt trafikeret 5-sporet motorvej, køre på en bro i to etager samt køre rundt i San Franciscos stejle gader på mit køre-cv!
Hotellet vi bor på ligge ret centralt (lige i nærheden af Union Square) og den har en hyggelig vinbar, som Rikke og jeg har frekventeret et par gange – senest i går aftes (onsdag), hvor vi skulle udforske de californiske vine. Det kan anbefales.
Jeg havde en del forventninger til San Francisco, fordi jeg havde hørt så utrolig meget godt om byen, og efter at have været her i nogle dage synes jeg bestemt sagtens, den kan leve op til sit ry. De meget stejle gader er så charmerende og det kilder noget i maven, når man kører ned af dem i de gamle cable cars. SF er en meget multikulturel by, hvor der er plads til alle, og det gør også, at det slet ikke er kedeligt at gå op og ned af gaderne eller blot sidde og kigge ud af vinduet fra en Starbucks – vi ser alle slags typer.
Udover at have fået shoppet en del har vi i dag torsdag været ude på Alcatraz – et fængsel på en ø midt ude i San Francisco bugten. Det blev lukket i 1963, fordi det var for svært at vedligeholde, men det havde ry for at være der, hvor man blev sendt hen, hvis man var for voldsom til de andre fængsler – ”if you break the rules you go to prison – if you break the prison rules you go to Alcatraz”. Besøget på Alcatraz er særligt spændende i kraft af den guidede audio tour man får, som leder en rundt igennem hele fængslet, bl.a. isolationscellerne. Det er tidligere fangevogtere eller indsatte, der har indtalt touren. Man fik virkelig fornemmelsen af, at det slet ikke var rart at være fange på ”The Rock”.
I morgen fredag (min fødselsdag ☺ ) er vores sidste hele dag i SF, og her har vi planer om at skulle leje en tandem og cykle ud på Golden Gate Bridge. Det skulle blive ganske klart vejr og ca. 20 grader. Apropos vejret har det været noget af en omvæltning at komme til SF, for her er faktisk ret koldt om aftenen. I sommermånederne er der en hel del tåge i morgen og aftentimerne, så man føler sig helt hensat til det danske efterårsvejr. Heldigvis lover vejrudsigten 30 grader i LA!!
Næste projekt er at køre ned Highway 1 fra på lørdag – det bliver også utrolig spændende og skulle være meget smukt (Rikke har også været her før og glæder sig meget).
Jeg håber, I alle har det skønt hjemme i Danmark – jeg tænker meget på jer!
De kærligste hilsner
Sofie
søndag den 28. august 2011
En hilsen fra der vilde vesten!
Kære alle.
Så lykkedes det endelig at finde et sted, hvor det var muligt at få godt nok internet til at lave det første indlæg på bloggen. Ironisk nok er det ret langt ude på landet. Vi er nemlig kommet til Lee Vining, der ligger meget tæt på Yosemite National Park. Det er en by, der bærer meget præg af, at den er pit stop for gæster til Yosemite, men den er rigtig hyggelig. Vi har et meget lille værelse med toilet og bad på gangen, men lige uden for vores dør, er der en lille terrasse med bord og stole samt en have med fine fine blomster.
Vores dage i USA har været helt fantastiske, og det er svært lige at finde ud af, hvor man skal starte, for der er så mange nye indtryk!
Vi ankom til San Diego i mandags d. 22 efter en rigtig lang flyvetur, så det var rart at vi havde en hel dag i byen efterfølgende, så vi lige kunne komme til os selv igen, få styr på jetlag samt få lejet bil. Vi boede på hostel i den sydlige del af San Diego, og jeg skal bo længere nordpå, når vi kommer tilbage fra tur, så jeg fik ikke helt dannet mig et indtryk af, hvordan det er, jeg skal bo - men generelt virker SD som en rigtig dejlig by - ren og god frisk luft.
Det første stop på Rikkes og min tur var Flagstaff - et trinbræt til Grand Canyon. Byen ligger 8 timers kørsel fra San Diego, så vi kom tidligt afsted onsdag morgen. Det kan virke lidt skræmmende at køre på en motorvej med 5 spor, men jeg synes faktisk, det går rigtig godt! Folk kører meget hensynsfuldt og hastighedsbegrænsningerne er lavere end i DK og folk overholder dem, så indtil videre har vi kun haft gode oplevelser med at køre.
Turen fra SD til Flagstaff var helt fantastisk smuk! Det var så utroligt at opleve det at køre så store afstande og se så forskellige landskaber. Vi startede med palmer og flotte bakker i SD, videre til reelle sandbanker i ørken, store bjerge og nåleskov - det hele i meget store mængder og på meget lange og lige veje - vi takker for at vores Hyundai Elantra (større end den vi havde bestilt) har automatgear, fartpilot og A/C!
Ved eftermiddagstid kom vi frem til Flagstaff - en by på den historiske Route 66 (hvilket stemningen også bar præg af). Vores motel havde pool, og det nød vi virkelig godt af efter sådan en lang køretur.
Vores stop her var et stop inden Grand Canyon. Dette SMUKKE vidunder besøgte vi torsdag.
Turen fra Flagstaff til Grand Canyons South Rim var også utrolig smuk og varieret. Vi blev nødt til at tage det legendariske billede på en lige landevej. Der var så stille som jeg aldrig har oplevet før, så Rikke og jeg følte vi blev nødt til at hviske til hinanden for ikke at bryde stilheden!
Efter et par timers kørsel kom vi til Grand Canyon. DET ER GANSKE ENKELT HELT FANTASTISK! De vidder og farver der er, er slet ikke til at beskrive. Jeg lægger billeder ud her også, og så håber jeg, I kan fornemme det lidt, men det var bare så flot. Ved indgangen South Rim er der en række udsigtspunkter som vi besøgte, og efter at have været der i nogle timer, blev vi nødt til at vende bilen mod Las Vegas.
Man kunne sagtens have brugt længere tid der, men pga varmen var det ikke til at vandre ned i dalen på det tidspunkt, hvilket også kræver længere tid.
En dag med både Grand Canyon og Las Vegas på samme tid kan virkelig kaldes ekstremernes dag! Det ene er et naturligt vidunder skabt for flere millioner af år siden, mens det andet er så kunstigt og menneskeskabt som intet andet. Fælles for begge ting er bare, at det er så storslået og unikt.
På vej til Las Vegas stoppede vi ved Hoover Dam - en gigantisk dæmning og et prægtigt bygningsværk. Der er i øjeblikket tørke i området (tit ses skilte med "ekstrem høj fare for brand"), så vandet omkring dæmningen var meget lavt, men det var sjovt at se.
At komme ind i Las Vegas sætter tålmodighed og retningssans på prøve - vi kørte dog lige til hotellet (med Elvis' "Viva Las Vegas" kørende på repeat) og skulle kun én gang rundt om vores hotel Luxor for at finde parkeringspladserne. Dette var vores første møde med det fænomen i Las Vegas, at man gør alt for at forvirre folk, så de ikke kan finde ud. Sådan er det på casinoerne - skilte med udgange er en mangelvare i håb om at man opgiver at begive sig ud til et andet hotel eller casino og i stedet kaster sig over den enarmede tyveknægt!
Som nævnt boede vi i Las Vegas på hotellet Luxor, der er bygget som en stor pyramide med en stor sfinx uden for. Lige som alle andre hoteller i byen består det af en helt masse værelser, et stort casino og en masse butikker.
Det er helt vildt at være i Las Vegas, for det er bare noget helt helt for sig
Det Vegas er mest kendt for, er ”The Strip”, som er hovedgaden. Det er her de fleste kendte hoteller ligger. Gaden er fyldt med turister (af ALLE slags), folk der prøver at sælge ting eller dele kort ud omkring prostituerede og en helt masse neon. Det er meget overvældende og man kan hurtig blive træt af al den larm. Men det er helt sikkert en stor oplevelse at være i Las Vegas!
Vi havde to overnatninger i byen, og den hele dag blev brugt sammen med en Rikke kender fra sit ophold på Bringham Young University i Utah. George var kontaktperson for hende for 5 år siden. Vi mødtes med ham til brunch, og så gik han rundt med os i byen det meste af dagen. Det var rigtig spændende at gå med en, der kender stedet, så han kunne fortælle os, hvad vi skulle se. Fx viste han os rundt på Bellagio, der nok er det mest klassiske og mondæne af alle hotellerne. Han har arbejdet der som sikkerhedsvagt, og kunne vise os de gode steder. Bl.a. så vi vandshowet foran Bellagio – det var bare SÅ flot. Hver halve time spiller de et stykke musik (forskelligt fra gang til gang) og store vandstråler og vandsprøjt bølger med i takt til musikken. Det er ikke til at beskrive ordentligt – det skal bare opleves! Jeg kan sige, at det var så flot at både Rikke og jeg fik tårer i øjnene og myrekryb, da USA’s nationalsang blev spillet!
Den sidste aften blev brugt på rigtig Las Vegas vis ved at se et show. Vi så ”The blue man groupe”. Det er ret svært at forklare, hvad det handlede om, for der var ikke rigtig nogen handling – men tre mænd med blå farve i hovederne underholdte ved at være meget interaktive med publikum, hente folk op på scenen, sende toiletpapir i hovederne på folk og lege med neonfarver. Det var faktisk ret sjovt og meget Las Vegas. Med halvanden dag i ”The Sin City” synes jeg også jeg har set det, jeg skal se der – det er virkelig ret overvældende, åndsvagt, skørt og ret fantastisk på sin helt egen måde.
Efter Las Vegas kørte vi lørdag mod Lee Vining. På vejen ville vi forbi Death Valley, og hold op hvor fik vi endnu en på opleveren! Der var 50 grader varmt – så det er ikke for sjov, den hedder Death Valley. Vi havde efter gode råd fået tanket op på både benzin og vand – hvilket var ret nødvendigt! Der var SÅ varmt men også SÅ flot. Igen håber jeg billederne kan hjælpe lidt. Samtidig med den smukke naturoplevelse Death Valley giver, er den også ret så skræmmende. Det er bare så kæmpestort et område, og der er ingen steder, man har lyst til at fare vild. Det hele ser så goldt og uhyggeligt ud – igen forstås navnet!
Dette var endnu en fantastisk naturoplevelse. Det er så svært at beskrive alt det man ser på vejene, men en ting er sikkert. Det bliver aldrig kedeligt at køre – vi har snart kørt 1200 miles (knap 2000 km!) og landskabet er bare hele tiden forskelligt.
I morgen søndag tager vi til Yosemite, hvor vi skal være i to dage – det glæder jeg mig rigtig meget til, for det skulle igen være en unik naturoplevelse.
Dette (samt alt det nye og alt det jeg har glemt) må komme i et senere indlæg – jeg glæder mig meget til at fortælle mere!
Mange kærlige hilsner
Sofie
PS. Nettet er via satellit, så jeg ved ikke, hvor mange billeder jeg kan uploade - men de kommer!
torsdag den 4. august 2011
De første billeder
I løbet i min tid i USA vil jeg forsøge løbende at uploade billeder, der viser mine oplevelser.
De første billeder jeg uploader her inden afrejse, skal lige give et indtryk af, hvad det er for nogle omgivelse jeg skal befinde mig i - og det er ikke så tosset endda!
Abonner på:
Opslag (Atom)